Tusinder har mistet strømmen, færge- og flytrafik er lammet, og politiet har bedt indbyggerne holde sig inden døre i det nordlige Norge, hvor stormen Ole er fejet ind over land.
– Flere broer og veje i distriktet er lukket, færgeforbindelser indstillet, og store dele af Lofoten er uden strøm, siger kommunikationsrådgiver Jannike Dyrhaug ved Midtre Hålogaland politidistrikt.
– Politiet anmoder befolkningen om at holde sig indendørs og være forberedt på pludselige omslag i vejret. Det er ikke tilrådeligt at køre bil i store dele af politidistriktet, siger hun.
De områder, der er ramt af stormen, er Trøndelag, Nordland og Troms.
I Bodø har politiet afspærret flere gader i centrum af byen med hjælp fra civilforsvaret.
Det er forbundet med høj risiko at bevæge sig udenfor, mens Ole fejer over byen, siger operationsleder Elisabeth Eide ved Salten politidistrikt.
– Vi har tagsten og tagplader, der blæser af tagene og ramler ned på gaden. Derfor spærrer vi centrum for al trafik. Vi vil absolut ikke have nogen færdsel der nu, siger hun til det norske nyhedsbureau NTB.
I Bodø lufthavn er al flytrafik indstillet på grund af uvejret, og det samme gælder SAS’ fly til og fra Oslo lørdag eftermiddag.
I Widerøe var flyvningerne i første omgang indstillet frem til klokken 15.
Stormen har også kappet elektriciteten flere steder. I Lofoten er 18.000 husstande uden strøm, og det har også betydet, at mange ikke har telefonforbindelse til omverdenen.
Ifølge Norges meteorologiske institut er det Salten, Lofoten og Vesterålen, der vil få det værste vejr i weekenden. Disse områder kan opleve vindstød på op mod 35 til 45 meter i sekundet.
Stormen kan give høje bølger og efterfølgende oversvømmelser i kystområderne, lyder advarslen på vejrsitet yr.no.
/ritzau/NTB