Et jordansk kampfly har under et bombetogt mod Islamisk Stat dræbt en amerikansk kvinde, der blev holdt som gidsel i Syrien, hævder den islamistiske gruppe.
En hjemmeside forbundet til Islamisk Stat hævder ifølge nyhedsbureauet dpa, at 26-årige Kayla Jean Mueller blev dræbt under et timelangt bombeangreb nær en base ved islamisternes hovedkvarter i den syriske by al-Raqqa.
På hjemmesiden hævder folkene bag at være i besiddelse af Muellers e-mail-adresse, fysiske adresse og hendes telefonnumre.
Der vises foto af et bombet hus, hvor kvinden påstås at være dræbt.
I en melding fra Det Hvide Hus hedder det, at man af indlysende årsager er “dybt bekymret over rapporter” om, at en amerikaner er dræbt af bombeangreb i Syrien.
Det siger talskvinde Bernadette Meehan ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Vi har ikke for nuværende set beviser, der underbygger påstanden fra IS, siger Meehan.
Mueller, som var hjælpearbejder i Syrien, blev taget som gidsel i august 2013, og IS havde angiveligt krævet en løsesum på 6,6 millioner dollar for hendes løsladelse.
Jordan tager del i en USA-ledet koalition, som bekæmper IS i Syrien og Irak, hvor islamisterne har kontrol over store områder.
Jordan har intensiveret angrebene mod Islamisk Stat, efter at gruppen forleden offentliggjorde en video, der tilsyneladende viser en jordansk pilot blive henrettet.
Muath al-Kasaesbeh blev taget som gidsel i december, da hans kampfly styrtede ned over et område, der kontrolleres af islamisterne.
Jordan hævnede sig efter videoen ved at henrette to dømte islamister, der sad i jordansk fængsel.
Islamisk Stat har skåret halsen over på flere vestlige gidsler, men den jordanske pilot led en anden skæbne.
Han blev brændt levende indespærret i et bur.
Danmark deltager med F-16-fly i koalitionen, men danske kampfly opererer kun i Irak, hvor regeringen har efterspurgt og godkendt koalitionens togter.
/ritzau/