Tre soldater, som stod vagt foran et jødisk center i den sydfranske by Nice, blev tirsdag eftermiddag angrebet af en knivstikker.
To af soldaterne er lettere såret, den ene i armen, den anden i ansigtet.
Gerningsmanden blev anholdt kort efter episoden, meddeler politiet ifølge det franske medie franceinfo.fr.
Siden magasinet Charlie Hebdo 7. januar blev angrebet af to islamister, som dræbte 12 personer, har der været forhøjet beredskab i landet.
Både en jødisk organisation og en jødisk radiostation holder til i området, hvor angrebet skete.
Byens borgmester Christian Estrosi siger til den franske radiostation, at det ligner et planlagt angreb, og episoden viser et behov for at øge sikkerheden i nogle af byens kvarterer.
/ritzau/











