Norsk sex-præst og svindler skal tre år i fængsel


    En tidligere præst og leder i den velgørende religiøse stiftelse Betanien er mandag ved retten i den norske by Drammen idømt tre års fængsel for bedrageri til næsten 16 millioner norske kroner.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Pengene er brugt på sexfester og luksusprostituerede i Spanien.

    Retssagen er blevet afviklet som en tilståelsessag, efter den tidligere præst, Are Blomhoff, erkendte, at han havde snydt sig til de mange penge.

    – Dette er kommet fuldstændig ud af kontrol. Det viser størrelsen på beløbet, erkendte han i retten. Svindlen stod på i syv år.

    I 2001 blev der etableret en afdeling af Betanien til at drive et hospital i Alfaz del Pi i Spanien, som præsten stod i spidsen for. Her begyndte han at overføre penge til en fiktiv vedligeholdelseskonto, som han selv bestyrede.

    I retten fortalte Blomhoff, at han arrangerede flere store fester i Spanien med prostituerede. Her blev mænd inviteret for at have sex med kvinderne. Han betalte mellem 7500 og 11.500 kroner per kvinde per fest.

    Stiftelsen Betanien besluttede i 2013 at fyre den anløbne præst, som havde været leder af Betanien i Bergen siden 1992.

    – Dette er den hårdeste dag i mit liv, fortalte han dommeren mandag.

    /ritzau/NTB