Prinsesse Nathalie, der er datter af prinsesse Benedikte og prins Richard, har født en datter, oplyser kongehuset i en meddelelse.
Fødslen fandt sted onsdag aften på Helios Klinik i Bad Berleburg, og mor og barn har det godt, hedder det i meddelelsen.
Det er prinsessens andet barn med Alexander Johannsmann, der ifølge kongehuset var til stede under hele fødslen. Parret har i forvejen sønnen Konstantin, der blev født i 2010.
Der er endnu ikke taget stilling til barnets navn, eller hvornår hun skal døbes.
Den nyfødte datter er prinsesse Benedikte og prins Richards fjerde barnebarn.
Prinsesse Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg – i øvrigt hende, der med succes rider dressurridning for Danmark ved blandt andet OL – ventes udskrevet torsdag og vil da vende tilbage til familiens bolig på Schloss Berleburg, meddeler kongehuset.
/ritzau/