Nyt dansk VM-mål: Vi går efter femtepladsen


    René Toft Hansen holder hovedet højt trods onsdagens bitre 24-25-nederlag til Spanien i kvartfinalen ved håndbold-VM i Qatar.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Nu skal Danmark slutte af med to sejre i to placeringskampe for at få den bedst mulige seedning og adgang til OL-kvalifikationen.

    – Vi går helt sikkert efter at blive femmer. Det betyder meget for OL-kvalifikationen. Vi må gå ind til de kampe, som vi har gjort til alle andre kampe.

    – Og så må vi sørge for at vinde de to kampe, så vi i hvert fald bliver nummer fem, og så vi kan få en bedre seedning til OL-kvalen. Det var ikke det, vi havde håbet på, men det kan vi ikke lave om på nu, siger René Toft Hansen.

    Også Anders Eggert har fokus på de kommende kampe, som spilles fredag og lørdag. Den første er mod Slovenien.

    – Vi skal have en plads i OL-kvalifikationen. Så vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde. Vi havde som mål at komme i semifinalen, men det altoverskyggende var at vinde 1/8-finalen.

    – Det var bare næsten for kedeligt et mål til, at det ville blive ædt. Men det var det vigtigste, for nu spiller vi om at få de OL-pladser, siger Eggert.

    Nederlaget i kvartfinalen til de regerende verdensmestre fra Spanien er ikke tilfredsstillende, for der var meget mere potentiale i det danske hold, mener fløjspilleren.

    Han ærgrer sig over, at Danmark ikke magtede at få en nemmere kvartfinale ved at ende som etter i gruppespillet.

    – Det var ikke på nogen måde det, vi havde håbet. At ryge ud i en kvartfinale. Det var ærgerligt, at vi qua vores indledende runde med nogle uafgjorte kampe mod Tyskland og Argentina endte med at møde Spanien allerede i kvartfinalen.

    – Nu tabte tyskerne godt nok til Qatar, så det kan være, det havde været lige så svært, funderer Eggert.

    – Vi var i gang med en opadgående formkurve. Vi startede egentlig ikke specielt godt og smed et point mod Argentina. Men vi havde fornemmelsen af, at det blev bedre og bedre.

    – Og vi spillede også en god kamp mod Spanien. Men så blev vi stoppet på vejen. Bum. Så er det bare slut, konstaterer Eggert.

    /ritzau/