Frifindelsen af 12 ansatte på opholdsstedet Solhaven i Nordjylland viser, at der skal meget håndfaste beviser til, for at voksne kan dømmes for vold.
Det siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl til Ritzau.
– Jeg er ked af det på de unges vegne, men dommen kommer ikke bag på mig, siger han.
– Den illustrerer, at der skal meget til for at bevise, at man har været udsat for overgreb.
– Der skal åbenbart foreligge rapporter fra skadestuen, fotos og eksterne vidner. Ellers er det tilsyneladende ikke stærkt nok, siger Rasmus Kjeldahl og understreger, at han med sin udtalelse ikke tager stilling til skyldsspørgsmålet.
De høje krav til bevisførelse, mener han, understreger, hvor vigtigt det er, at ledelsen på institutioner som Solhaven sikrer et højt fagligt niveau.
– For hvis det ikke fungerer, så har de unge en dårlig beskyttelse. Vi må aldrig glemme, at institutionerne er de unges hjem. Det er det eneste sted, de har, fordi de ofte kommer fra brudte familier, siger Rasmus Kjeldahl.
Han glæder sig imidlertid over, at sagen har sat fokus på, hvor vigtigt det er, at der er uddannet personale på institutionerne. Kun tre ud af de 70 ansatte på Solhaven havde en pædagogisk uddannelse.
Desuden har sagen medvirket til, at et udvalg under Socialministeriet i løbet af foråret kommer med forslag til regler om brug af magt over for anbragte børn og unge.
– Selv om ingen er dømt, så er samfundet i kølvandet på sagen blevet mere opmærksom på de unges forhold.
– De unge på Solhaven har ved at tage sagen op banet vejen for, at vi forhåbentlig ikke igen vil se en så massiv sag, siger Rasmus Kjeldahl.
– Vejen frem er ikke retssager, men et ordentligt tilsyn, der sikrer den rigtige faglighed og at reglerne for magtanvendelse overholdes.
/ritzau/