Arkivfoto
En 54-årig mand, som er sigtet i en sag om drab på en ung mand i Østgrønland, er offerets far, oplyser administrationschef Claus Risbjerg i Grønlands Politi til Ritzau mandag.
Den dræbte, en 27-årig mand, blev fredag fundet livløs i et hus i Ittoqqortoormiit i det østlige Grønland. Ifølge politiet var han død af knivstik.
Offerets far er varetægtsfængslet i 26 dage efter at være blevet fremstillet i grundlovsforhør for åbne døre, oplyser Claus Risbjerg.
Fredag aften mødte den 54-årige far op på politistationen og fortalte, at han havde stukket sin søn. På det tidspunkt var han ifølge politiet ikke klar over, at sønnen var død.
Den 27-årige søn havde nemlig forladt hjemmet efter at være blevet stukket.
Derefter gik han hen til en nabo, som kontaktede politiet. Men den 27-årige døde kort tid efter.
Ved grundlovsforhøret nægtede offerets far sig skyldig i drabet og begrundede det med hukommelsestab. Claus Risbjerg er ikke bekendt med, hvad hukommelsestabet skyldtes.
En retsmediciner er tilkaldt fra Danmark, ligesom kriminalteknikere fra Nuuk og Tasiilaq vil blive inddraget i efterforskningen, oplyste politiet søndag.
/ritzau/