Det venstreorienterede græske parti Syriza har vundet en meget stor sejr ved valget søndag og kan måske have sikret sig et absolut flertal i parlamentet.
Syriza, der vil droppe mange af de sparekrav, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har stillet for at yde milliardstøtte til græsk økonomi, får 35,4 procent af stemmerne.
Det viser en prognose, der baserer sig på optalte stemmer, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Resultatet vil bringe partiet tæt på absolut flertal. Det kan lade sig gøre, fordi det vindende parti automatisk tildeles 50 ekstra mandater i parlamentet med 300 medlemmer.
Den nærmeste konkurrent er den afgående premierminister Antonis Samaras’ konservative Ny Demokrati, der ifølge prognosen får 28,9 procent.
Dermed bliver Grækenlands kommende premierminister den 40-årige leder af Syriza, Alexis Tsipras.
Tsipras har under valgkampen slået på, at EU må eftergive store dele af Grækenlands gæld og droppe nogle af de voldsomme sparekrav, der har sænket grækernes levestandard dramatisk. Det er nødvendigt, hvis Grækenland igen skal opleve økonomisk fremgang, mener han.
Siden finanskrisen i 2008 er en fjerdedel af landets værdier blevet udraderet.
Syrizas valgsejr vil uden tvivl sende chokbølger gennem det økonomisk plagede EU.
– Dette ligner en historisk sejr, et budskab som ikke kun angår det græske folk, det vil lyde over hele Europa og bringe lettelse, siger Syrizas talsmand, Panos Skourletis.
Tusindvis af partiets tilhængere samlede sig søndag aften foran en scene på en plads i Athen for at hylde deres leder.
– Vi vil bevise, at en anderledes politik er mulig i Europa, siger Antonis Balousis, en 54-årig slagter, der er mødt op for at fejre valgsejren.
Det nynazistiske parti Gyldent Daggry og midterpartiet To Potami ligger side om side og kæmper ifølge en valgstedsmåling, der blev offentliggjort tidligere på aftenen, om tredjepladsen. De står til mellem 6,4 og 8,0 procent.
Det socialdemokratiske parti Pasok, der har været den styrende kraft i Grækenland siden 1970’erne, er kollapset og får kun mellem 4,2 og 5,2 procent af stemmerne i målinger.
/ritzau/AFP