Vestas får sin hidtil største ordre i år


    Vestas har fået sin indtil videre største ordre i det nye år. Bestillingen er på 298 megawatt og kommer fra USA.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Ordren omfatter 149 vindmøller, der skal leveres i slutningen af i 2015, samt en 10-årig serviceaftale, oplyser selskabet til fondsbørsen onsdag.

    Møllerne skal opstilles i delstaten Oklahoma.

    Vestas oplyser ikke noget om økonomien i aftalen med ordregiveren First Reserve, men ved udgangen af tredje kvartal var Vestas’ realiserede gennemsnitspris per megawatt 0,87 millioner euro.

    Med udgangspunkt i den pris har ordren fra USA en anslået værdi i omegnen af 1,9 milliarder kroner.

    Onsdagens bestilling bringer den samlede offentliggjorte ordreindgang op på 334 megawatt i 2015. Dertil kan komme mindre ordrer, som Vestas ikke informerer fondsbørsen om.

    Selskabet har endnu ikke oplyst noget om sine forventninger til hele årets ordrehøst, men i både 2013 og 2014 nåede bestillingerne op i nærheden af 6000 megawatt.

    Vestas offentliggør sit årsregnskab for 2014 11. februar og vil i den forbindelse oplyse om sine forventninger til 2015.

    /ritzau/