Den franske fodboldklub Monaco leverede onsdag en af de hidtil største handler i vinterens transfervindue.
Monaco har handlet ind i Lissabon-klubben Benfica og købt den 20-årige portugisiske midtbanespiller Bernardo Silva for 15,75 millioner, svarende til 118 millioner kroner.
Det bekræfter Benfica på klubbens hjemmeside.
Silva har i denne sæson været på en lejeaftale i Monaco, og franskmændene har åbenbart været så tilfredse med ham, at et permanent skifte er kommet på plads. Kontrakten gælder frem til sommeren 2019.
I Benfica var Silva ikke et stort navn, og derfor har købsprisen overrasket en del i Portugal, skriver flere portugisiske medier.
I sidste sæson blev Silva noteret for tre kampe for Benfica – som indskifter. 31 minutter var han sammenlagt på banen.
For Monaco har han spillet 21 gange i denne sæson, hvor det er blevet til et mål. Monaco er på femtepladsen i den bedste franske række, Ligue 1, og skal i foråret spille 1/8-finale i Champions League.
/ritzau/