Norges storting har besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal granske omstændighederne ved færgebranden på Scandinavian Star, der i 1990 kostede 158 mennesker livet, skriver NTB.
Det er Stortingets kontrol- og konstitutionskomité, der har vedtaget, at katastrofen på Scandinavian Star skal være genstand for en parlamentarisk undersøgelse.
Norsk politi genåbnede i sommer sagen, efter at rigsadvokaten havde givet sit samtykke. Efterforskningen skal i hovedtræk dreje sig om at finde ud af, om Scandinavian Star blev stukket i brand som led i et forsøg på omfattende forsikringssvindel.
Regeringspartierne Høyre og Fremskrittspartiet er imod undersøgelseskommissionen. Her mener man, at man skal vente med at nedsætte en undersøgelseskommission, til politiet har afsluttet dets efterforskning.
I slutningen af november mødtes Støttegruppen efter Scandinavian Star-ulykken med den norske justitsminister Anders Anundsen, hvor gruppen anmodede om en parlamentarisk undersøgelseskommission.
Sådanne kommissioner kan udnævnes af Stortinget for at få mere klarhed i en sag med det formål at afdække fejl og forsømmelser, klarlægge ansvar eller få sandheden frem i en sag.
Det er endnu uvist, hvem der skal sidde i kommissionen.
/ritzau/NTB