Bombealarm ved københavnsk hotel afblæst


    Bombefrygten på Hotel Marriott på Kalvebod Brygge i København, har vist sig at være falsk alarm.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Bombealarmen ved hotellet er ophævet, oplyser Københavns Politi omkring klokken 9.30 lørdag morgen.

    – Der er ikke fundet en bombe. Trafikken omkring hotellet er genåbnet, siger vicepolitiinspektør James Keiwe, Københavns Politi, til Ritzau.

    Bombealarmen gik kort før klokken 01.30 natten til lørdag, da en mand i en bil kørte op foran hotellet. Manden bar nogle ting ind på hotellet, men opførte sig så mærkeligt, at personalet fattede mistanke om, at der var noget galt.

    Derfor ringede de til politiet og evakuerede de af hotellets gæster, der har værelse ud mod Kalvebod Brygge, mens den mistænkelige bil blev undersøgt af forsvarets bomberyddere.

    Bilens ejer er foreløbig i politiets varetægt.

    Omkring klokken ni var bomberydderne færdige med at undersøge området og bilen.

    I bilens bagagerum blev der fundet nogle ting, som politiet er i færd med at undersøge nærmere, og som politiet skal have en snak om med bilens ejer, inden han kan komme på fri fod igen, siger James Keiwe.

    Han ønsker ikke at uddybe, hvilke effekter der er tale om.

    – Jeg vil dog understrege, at det ikke er farlige genstande, eller noget med relation til en bombe, siger James Keiwe.

    Trafikken på Kalvebod Brygge, der ligger i nærheden af indkøbscentret Fisketorvet, har hele natten været berørt af afspærringen omkring hotellet. Blandt andet har busser på strækningen fået lagt deres rute om.

    Men lørdag tidligt på formiddagen kører trafikken i området igen normalt.

    /ritzau/