Lån op til 9000 bøger digitalt


    Klaus Rifbjerg, Kim Fupz Aakeson og Michael Katz Krefeld kan du nu låne og læse hjemme i stuen uden at skulle gå uden for en dør.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    De tre forfatterskaber er nemlig en del af de 4000 nye bogtitler, der bliver tilgængelige torsdag på den digitale lånetjeneste eReolen. Og det glæder formanden for eReolen, Jakob Heide Petersen.

    – Vi får et bedre udvalg og en højere kvalitet i udvalget. Vi får simpelthen et tilbud, der i højere grad afspejler det, som borgerne efterspørger, siger formanden.

    Det er en aftale mellem bibliotekerne og forlagsbranchen fra sidste år, der har ført til en næsten fordoblingen i e-bogsudvalget.

    Aftalen har været længe undervejs, da forlagene har villet sikre sig, at udlånet af e-bøger ikke skader deres salg.

    Det er mundet ud i en licens, hvor bibliotekerne kun kan købe et bestemt antal, hvilket begrænser hvor mange læsere, der kan være ad gangen.

    Derfor kan lånerne risikere at skulle stå på venteliste til de mest populære bogtitler – helt ligesom med papirbøger.

    Den store udvidelse i e-bogssortimentet kommer ikke til at gå ubemærket hen hos biblioteksbrugerne, spår formanden, der forventer en stigning i aktiviteten på eReolen.

    – Vi regner med, at vi kan få mange flere biblioteksbrugere til at læse e-bøger, siger han.

    Det samme forventer formanden for Danmarks Biblioteksforening, Steen Bording Andersen.

    – Det er næsten en fordobling i antallet af titler, så jeg tror, at det vil give et løft til den form for læsning, siger han.

    I 2013 steg antallet af downloadede e-bøger imidlertid også med 14 procent ifølge tal fra Kulturstyrelsen.

    Godt 1,4 millioner gange downloadede borgere e-bøger fra de danske biblioteker. Men selvom interessen for e-bøger vokser, udgør de stadig kun fem procent af bibliotekernes samlede udlån.

    Det er imidlertid både unge og gamle, som downloader bøger til deres tablets.

    – Når jeg får henvendelser, hvis vi eksempelvis laver om i eReolen, så er det også ofte fra ældre medborgere. Det er min oplevelse, at det er et bredt udsnit af biblioteksbrugerne, som låner e-bøger, siger Jakob Heide Petersen.

    /ritzau/