USA advarer sine statsborgere i hele verden


    Amerikanske statsborgere skal tage sig i agt over hele verden.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Sådan lyder advarslen fredag fra det amerikanske udenrigsministerium, der har udsendt en global advarsel til amerikanske rejsende, skriver Reuters.

    – De seneste terrorangreb – hvad enten de er udført af folk med forbindelse til terrororganisationer, af copycats eller folk, der handler på egen hånd – er en påmindelse om, at amerikanske statsborgere skal holde et højt niveau af årvågenhed og tage de nødvendige skridt for at øge deres sikkerhed, hedder det.

    Advarslen kommer efter de blodige angreb i Frankrig over de seneste dage, hvor de formodede gerningsmænd har påstået, at de havde forbindelse til både al-Qaeda og Islamisk Stat.

    Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er risikoen for angreb mod amerikanere øget. Det skyldes blandt andet den amerikansk-ledede indsats mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, der gør amerikanere og andre vestlige personer til mål for terrorisme, lyder det.

    Advarslen fra USA nævner også gidseltagningen på en café i Sydney i december og drabet på en soldat ved Canadas parlament i oktober som eksempler på, at terrortruslen mod vestlige mål er øget.

    /ritzau/