Norsk moske skærper sikkerheden


    Moskeen Islamic Cultural Centre (ICC) i bydelen Grønland i den norske hovedstad har skærpet sikkerheden efter terrorangrebet onsdag på det satiriske magasin Charlie Hebdo og den efterfølgende politijagt i Paris.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Moskeen har hyret uniformerede vagter til at forestå sikkerheden, fordi flere af moskeens brugere frygter for deres sikkerhed, oplyser den norske statsradiofoni NRK.

    – Vi er skredet til ansættelse af sikkerhedsvagter i moskeen efter tilbagemeldinger om, at vi bør styrke vagtholdet. Det, at vi har vagter i moskeen, giver os en ekstra følelse af tryghed, siger bestyrelsesformand for Islamic Cultural Centre, Najam Farhan.

    Moskeen har ikke modtaget nogle direkte trusler, men ønsker at forebygge en skærpet situation i kølvandet på begivenhederne i Paris.

    – I Sverige hører man, at moskeer bliver udsat for angreb og hærværk. Brugernes sikkerhed er vigtig for os, og derfor er det bedre, at vi har synlige vagter i uniform end frivillige vagter fra moskeen. Det giver en følelse af, at nogen passer på, siger Farhan.

    /ritzau/NTB