Sygeplejer tilstår drab på 30 patienter


    En 38-årig tysk sygeplejer har tilstået at have dræbt omkring 30 patienter på et hospital i Nordtyskland, hvor han var ansat, oplyser en ekspert beskikket i sagen til det tyske nyhedsbureau dpa.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Sagen mod den tidligere sygeplejer, som står anklaget for drab på tre patienter og drabsforsøg imod to andre, blev indledt i Oldenburg september sidste år.

    Anklageren besluttede under forberedelsen af sagen at begrænse anklagen til kun at omhandle drab på tre patienter for at lette bevisførelsen.

    En psykolog, som er beskikket i sagen, fortæller, at sygeplejeren har indrømmet at have givet patienter overdosis af hjertemedicin til “omkring 30” alvorligt syge i perioden 2003 til 2005 på hospitalet i Delmenhorst.

    60 andre har overlevet sygeplejerens farlige injektioner.

    Anklageren mistænker, at hans motiv var at vinde anerkendelse og hæder ved helt hensynsløst at udvikle nye metoder til genoplivning af folk, der ligger på gravens rand.

    Den 38-årige fastholder, at han ikke har forsøgt at dræbe nogen på andre hospitaler, eller mens han tidligere havde arbejde på et ambulancehold.

    Sygeplejeren sidder allerede i fængsel, hvor han afsoner en dom på syv et halvt års fængsel for drabsforsøg.

    En kvindelig kollega tog ham på fersk gerning i 2005, da han var i færd med at injicere en overdosis på en patient.

    Hendes beskyldning fik sagen til at rulle og flere lignende tilfælde blev opklaret.

    /ritzau/dpa