Uheldig US Open-vinder forsøger comeback


    Den argentinske tennisstjerne Juan Martin del Potro er endelig klar til comeback, efter en håndledsskade har holdt ham udenfor i 11 måneder.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Ifølge nyhedsbureauet dpa stiller han op ved næste uges ATP-turnering i Sydney, der fungerer som sidste optakt til årets første grand slam-turnering.

    – Vi har besluttet os for at rejse til Sydney og derefter Australian Open. Jeg har savnet tennistouren, konkurrencen og fansene.

    – Disse følelser opvejer smerterne i håndleddet, der kommer og går, og som har forhindret mig i den ideelle optakt til sæsonen, siger Juan Martin del Potro.

    Netop tilbagevendende smerter var årsag til, at han opgav det ellers planlagte comeback i Brisbane i denne uge.

    Del Potro har ikke været i kamp siden februar. Måneden efter blev han opereret i håndleddet.

    Argentineren, der nu blot ligger nummer 135 i verden, var spået en fast plads i top-10, da han i 2009 strøg til tops ved US Open efter finalesejr over Roger Federer.

    Men sæsonen efter fik han spoleret af en håndledsskade, som siden har været et tilbagevendende problem.

    /ritzau/