Dakar Rally har krævet sit første dødsoffer


    En 39-årig polak, der deltog i Dakar Rally i Sydamerika, er død.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det oplyser løbets arrangør i en skriftlig udtalelse.

    Den polske motorcyklist Michal Hernik omkom i terrænet på løbets tredje etape. Han blev fundet ved 206-kilometer-mærket mellem byerne San Juan og Chilecito i den nordvestlige del af Argentina.

    – Omstændighederne ved hans død er endnu ikke klarlagt. Han viste ingen tegn på at have været involveret i en ulykke, skriver arrangørerne.

    Michal Hernik kørte for holdet KTM. Hans lig blev fundet 300 meter fra den afmærkede rute.

    Dakar Rally er et 9000 kilometer langt motorløb, der blev skudt i gang 4. januar.

    Løbets deltager skal i løbet af knap to uger igennem Argentina, Chile og Bolivia, før målstregen bliver krydset i den argentinske hovedstad, Buenos Aires, 17. januar.

    Den polske motorcyklist er den femte deltager, der er død under racerløbet, siden det kom til Sydamerika i 2009.

    Før det blev det klassiske løb kørt i besværligt terræn blandt andet på tværs af Sahara-ørkenen, da ruten gik mellem den franske hovedstad, Paris, og Senegals hovedstad, Dakar.

    Det berømte offroad-rally har været afholdt siden 1978. Både biler, motorcykler og lastbiler deltager i løbet, hvor ruten varierer fra år til år.

    /ritzau/