Indonesien: Vi har fundet AirAsia-flyets haleparti


    De indonesiske myndigheder, der står for eftersøgningen og bjærgningen af det nedstyrtede AirAsia-fly, oplyser onsdag morgen dansk tid, at de har lokaliseret flyets haleparti på bunden af havet.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Vi har fundet halen, som har været vores primære mål i dag, siger Bambang Soelistyo, leder af den indonesiske eftersøgningstjeneste.

    Allerede tirsdag mente eftersøgningsholdet, at det havde fundet halepartiet, men først nu er det blevet bekræftet.

    Høje bølger og dårlig sigtbarhed har forsinket eftersøgningen og bjærgningen af passagerflyet, der havde 162 personer om bord, da det styrtede ned søndag 28. december.

    Flyets sorte bokse befinder sig i flyets hale. De kan være med til at slå fast, hvorfor flyet endte med at styrte ned på vej fra Surabaya i Indonesien til Singapore.

    Indtil videre er 37 ud af de 162 personer, der var om bord på flyet, blevet bjærget fra havet, efter at flyet styrtede ned 40 minutter efter afgang.

    De sorte bokse har indtil videre ikke udsendt signaler, som de ellers gør i 30 dage efter et styrt.

    Årsagen til ulykken, der afrundede et sort år for flytrafikken i verden, er fortsat ukendt, men Indonesiens meteorologiske institut mener, at en tropisk storm i området var en medvirkende årsag.

    Piloterne anmodede kort tid før, at myndighederne mistede kontakten med det, om at ændre højde på grund af et uvejr i området.

    /ritzau/Reuters