Danmarks bøddel vinder målrig finale


    Værtsnationen Canada gik hele vejen ved U20-VM i ishockey. I finalen blev det til sejr på 5-4 over Rusland.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Canada, der i kvartfinalen slog Danmarks talenter 8-0, måtte dog slås hårdt for sejren trods en drømmestart.

    Allerede efter 23 sekunder bragte Anthony Duclair Canada foran, og Nick Paul øgede efter godt to minutters spil.

    Rusland fik reduceret ved Dmitri Yudin, men det lignede en afgørelse, da Canada med tre scoringer på stribe i anden periode bragte sig i front med 5-1.

    Russerne havde dog ikke opgivet. To scoringer inden for 32 sekunder af Ivan Barbashev og Sergei Tolchinski sørgede for 3-5, og inden anden periode var slut, reducerede Nikolai Goldobin til 4-5.

    Canada holdt dog stand i tredje periode og kunne til sidst fejre VM-guldet.

    Slovakiet tog turneringens tredjeplads efter sejr på 4-2 over Sverige i bronzefinalen.

    /ritzau/