Valget kommer tidligst et godt stykke inde i foråret. Det er fortsat forventningen på Christiansborg. Men både hos Socialdemokraterne og Venstre bliver kampagnemaskinerne nu for alvor sat op i gear.
I de seneste dage har en smilende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), i store annoncer betalt af Socialdemokraterne lovet at passe på “Det Danmark du kender”.
Mandag var Thorning også på charmeoffensiv i Ishøj, hvor hun besøgte den lokale Bilka for at sætte fokus på vellykket integration af indvandrere på arbejdsmarkedet.
Også Venstre har sat gang i en landsdækkende kampagne med både annoncer og møder. Under overskriften “Venstre i front” er målet at hverve flere medlemmer, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen.
– Vi ved, at cirka hver fjerde dansker vil stemme på Venstre, og vi vil gerne have flere af dem til at melde sig ind for at styrke Venstre og få indflydelse på Venstres politik, siger Kristian Jensen.
I denne uge vil Kristian Jensen og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, deltage i møder landet over.
Samtidig opfordres partiets medlemmer til at dele opdateringer fra Venstres politikere på Facebook, uddele løbesedler og overtale familie og venner til at melde sig ind i Venstre.
– I modsætning til Socialdemokraterne, som i høj grad baserer deres kampagne på billeder af statsministeren, så er vores kampagne i højere grad baseret på dialog og aktive møder med danskere, som kunne tænke sig at vide mere om Venstres politik, siger Kristian Jensen.
Spørgsmål: Socialdemokraterne har meget tydeligt sat Thorning i front for deres kampagne, mens Løkke ikke er så fremtrædende i jeres kampagne. Er der en sammenhæng med, at Thorning i den seneste tid flere gange har slået Løkke i troværdighedsmålinger?
– Nej, overhovedet ikke. Lars er en yderst kompetent politiker. Han har været en fremragende statsminister, og det bliver han igen.
– Sandheden er, at vores kampagne er opbygget decentralt omkring de enkelte kommuner og de enkelte folketingskandidater, siger Kristian Jensen.
Venstre besluttede i oktober, at kampagnen skulle sættes i gang i denne uge, så det er ikke forventningen om et snarligt valg, der ligger bag, siger Kristian Jensen.
– Jeg håber, at valget kommer snart, men jeg tror ikke, at det er lige på trapperne. Jeg tror, at Helle Thorning er skræmt af meningsmålingerne og ikke tør møde vælgerne nu.
– Så jeg tror snarere, det er optakten til et meget langt valgår, vi ser med Socialdemokraternes annoncekampagne og vores dialogkampagne, siger han.
/ritzau/