Det er gået stik modsat det, som Socialdemokraterne og SF lovede vælgerne op til sidste folketingsvalg. De ville sende 12 milliarder kroner ekstra til kommunerne, herunder til flere pædagoger til børneområdet, men de løb fra løfterne.
Det siger Venstres økonomi- og kommunalordfører, Jacob Jensen.
– I valgoplægget Fair Løsning lovede S og SF 12 milliarder kroner til at løfte serviceniveauet i kommunerne. Det er ikke sket. Samlet set er det rundt regnet en milliard mindre, der har været minusvækst i kommunerne de sidste tre år.
– Det har resulteret i, at der i daginstitutionerne er rundt regnet 4000 færre stillinger i dag end i 2011, og det påvirker selvfølgelig normeringerne i forkert retning, siger Jacob Jensen til Ritzau.
DR’s 21 Søndag kunne søndag fortælle, at siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn pr. voksen i daginstitutionerne.
Tallene dækker over 29 år, heraf har borgerlige regeringer været ved magten i de 17 år, mens Socialdemokraterne har haft magten de resterende år.
Spørgsmål: Er det ikke et billigt trick udelukkende at give Thorning-regeringen skyld for de færre pædagoger i daginstitutionerne nu?
– Det er ikke et billigt trick. Det er dem, der klokkeklart har lovet at investere 12 milliarder kroner ekstra i kommunerne, herunder på børneområdet. Nu nærmer vi os et nyt valg, og statsministeren lover 600 flere pædagoger på landsplan, når man samlet set har fjernet 4000 stillinger, svarer Jacob Jensen.
Spørgsmål: Hvis Venstre vinder regeringsmagten, vil I så rette op på normeringerne i daginstitutionerne?
– Nej det vil der nødvendigvis ikke. Vi vil holde den offentlige sektor på niveau, som den har i dag. Hvordan kommunerne vil prioritere inden for den økonomiske ramme, er op til dem selv at vurdere.
– Hvis vi overtager regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg vil der være udgiftsstop, svarer Jacob Jensen.
/ritzau/