Salget af downloadet musik faldt markant i USA sidste år, mens den genopstandne vinylplade er stormet frem i ledtog med streamingtjenester som Spotify og YouTube.
Der blev solgt henholdsvis 9 og 12 procent færre album og sange, skriver avisen Wall Street Journal med henvisning til en undersøgelse fra analyseinstituttet Nielsen SoundScan.
Vinylpladen, som i årtier var det mest populære musikmedie, blev slået omkuld af CD’en i slutningen af 1980’erne, men grammofonpladen er ved at genvinde en stærk position på markedet.
I 2014 blev der solgt 9,2 millioner vinylplader, hvilket er det højeste antal, siden SoundScan begyndte at registrere musiksalg i 1991.
9,2 millioner vinylalbum er en stigning på 52 procent i forhold til 2013.
Streamingtjenesterne har set en stigning i antal lyttede sange på 54 procent i samme periode.
Den svenske musiktjeneste Spotify har oplevet en massiv stigning i omsætningen, men hovedparten af indtjeningen går tilbage til pladeselskaber og rettighedshavere.
I 2013 måtte selskabet ifølge Financial Times aflevere mere end 80 procent af indtjeningen på 747 millioner euro til pladeselskaber og rettighedshavere.
Ud af 257 millioner solgte musikalbum i USA sidste år var 106,5 millioner downloadet.
/ritzau/