SF vil have flygtninge til at tage østeuropæeres job


    Flygtninge og indvandrere skal erstatte de mange østeuropæere, der tager ufaglærte job i Danmark.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det er et af punkterne i et integrationsudspil fra SF, hvor fokus er på at få flere indvandrere i job, skriver Jyllands-Posten.

    – Det er ret nedslående, at vi har en masse nydanskere, som kunne opkvalificeres til de her brancher. Det vil være godt for den enkelte og for statskassen, hvis vi kan anvende nogle af de mennesker, som allerede bor her, siger SF’s integrationsordfører, Karina Lorentzen, til avisen.

    SF peger på, at partnerskaber med erhvervslivet i brancher som eksempelvis gartneri og rengøring skal skaffe flere flygtninge og indvandrere et job.

    – Jeg vil være ked af, hvis det her bliver udlagt som en negativ hetz mod østeuropæere. De har løst mange opgaver, som vi skal være taknemmelige for. Men vi skal gøre en indsats for at få opkvalificeret nydanskere til at kunne tage de job, mener Karina Lorentzen.

    Integrationsudspillet består af i alt fire punkter. De resterende tre handler om, at det offentlige skal ansætte flere etniske minoriteter fra ikkevestlige lande, mens at indvandrerkvinder skal have særlige vejlednings- og jobsøgningsforløb.

    Endelig skal flere unge nydanskere i udsatte boligområder have fritidsjob, da det øger chancen for at gennemføre en uddannelse.

    Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde i sin nytårstale, at udlændinge fremover i højere grad skal arbejde for at modtage kontanthjælp.

    – Flygtninge skal ikke gøres til klienter, lød det fra statsministeren.

    Det står endnu ikke klart, præcist hvordan regeringens udspil på området kommer til at se ud.

    /ritzau/