Klodser på mærkerne: Post Danmark udsender Lego-frimærke


    De nye Lego-frimærker


    Fremover kan man vælge at beklæde sine breve og pakker med farverige klodser og en legetøjsfigur.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Post Danmark og Lego har indgået et samarbejde om to nye frimærker, som kan købes på posthusene fra fredag den 2. januar.

    – Når det handler om legetøj, finder vi ikke noget, der er større og mere populært end netop Lego-klodsen, siger Martin Pingel, designchef i Post Danmark Frimærker, i en pressemeddelelse.

    – Det er på alle måder en international succeshistorie, som vi er stolte af at kunne lade indgå i det danske frimærkeunivers, tilføjer han.

    De to frimærker har motiver af henholdsvis en blå og en grøn Lego-figur, der begge er omgivet af flyvende klodser fra den danske legetøjsgigant.

    De udkommer som frimærker til en værdi af 10 kroner og 14,50 kroner og er det danske bidrag i serien “Europa-frimærker” for 2015.

    Det er ikke første gang, at de berømte klodser optræder på et dansk frimærke. Også i 1989 kunne breve sendes af sted med Lego-motiv som porto.

    Lego Koncernen har rødder tilbage til 1932, hvor Ole Kirk Kristiansen begyndte at fremstille trælegetøj. I dag sælger Lego legetøj til børn i mere end 130 lande.

    Frimærkerne kan købes på posthuse, i Post Danmarks netbutik samt i Mobilshoppen via Post Danmarks app.

    /ritzau/