Brand i fyrværkeriudsalg lukker motorvej


    Helsingørmotorvejen har torsdag formiddag været spærret kortvarigt i begge retninger omkring Hørsholm på grund af røgudvikling fra en brand i et fyrværkeriudsalg.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det er kun et telt, der brænder. Fyrværkeriet ligger forsvarligt i containere, oplyser vagtchef Steffen Østergaard, Nordsjællands Politi.

    Politiet fik anmeldelsen af branden i fyrværkeriudsalget ved planteskolen Gardenshop på Hørsholm Kongevej omkring klokken 10.

    – Branden udvikler røg, som nedsætter sigtbarheden på motorvejen. Derfor lukkede vi trafikken i begge retninger, siger Steffen Østergaard.

    Motorvejen har været spærret mellem afkørslerne Hørsholm S og Sandbjerg, oplyser Vejdirektoratet.

    Ifølge vagtchefen står fyrværkeriudsalgets containerne med fyrværkeri uden for det område, hvor ilden har fat.

    – Brandvæsnet arbejder på at slukke branden, og når den er slukket helt, sender vi brandteknikere ud for at undersøge, hvordan ilden opstod, siger Steffen Østergaard.

    /ritzau/