Han løber fra sit ansvar.
Så harsk er statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) kritik af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Det skriver BT.
“Han sejler under bekvemmelighedsflag”, når han slår fast, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at indgå i en regering efter et kommende valg.
Valget, der senest skal afholdes i september 2015, tyder på stort blåt flertal og næsten 20 procent af stemmerne til Dansk Folkeparti.
– Det betyder, at DF har mulighed for at bruge alle de penge, de vil, på alle mulige ting, som de mener lyder godt.
– Men man skal have tingene til at hænge sammen økonomisk. Det slipper DF for at vise, fordi de ikke ønsker at tage det store ansvar. Det giver en god bekvemmelighed, siger Thorning til BT.
Det er ikke første gang, at Thorning og Socialdemokraterne langer ud efter Thulesen Dahl, som hun har set gå på hugst blandt de socialdemokratiske vælgere.
Tidligere på året havde Socialdemokraterne lavet en samlet oversigt over alle Dansk Folkepartis løfter til danskerne. Og de beløb sig til 181 milliarder kroner, som der ifølge S ikke var fundet finansiering til.
Pengene blev sarkastisk døbt “tulliarder”, opkaldt efter Thuelsen Dahls øgenavn Tulle.
Det nye angreb fra Thorning kommer, efter at Thulesen Dahl hen over julen har optrådt i flere medier med budskabet om, at han er parat til at gå til forhandlinger om et blåt regeringsgrundlag, hvis han bliver indbudt af Lars Løkke Rasmussen (V) efter et valg.
Men samtidig har han holdt fast i, at Dansk Folkeparti med 99 procents sikkerhed ikke kommer til at indgå i en regering, fordi partiet vil få mest indflydelse ved at stå uden for.
Det blev af iagttagere vurderet som Thulesen Dahls forsøg på at presse Løkke forud for de forventede forhandlinger og som et forsøg på at forberede vælgerne på, at Dansk Folkeparti kommer til at gå på kompromis for at få indflydelse.
/ritzau/