26-årig anholdt for faldskærmsudspring


    En 26-årig mand sprang ud fra en tv-mast i Sønderjylland fredag formiddag. Manden var iført faldskærm og dalede ned til politiet, som nu har sigtet han for ulovlig indtrængen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det såkaldte basejump fandt sted ved Rødekro-senderen i Sønderjylland, som er 320 meter høj.

    – Det hele er dokumenteret på video, og vi undersøger, hvad han skal sigtes for. Men foreløbigt er han sigtet for ulovlig indtrængen, da han har forceret et pigtrådshegn, siger vagtchef Ivan Gohr jensen til Ritzau.

    Tv-masten går under navnet Rødekro-senderen og er en 320 meter høj såkaldt gittermast fastspændt med stålbarduner. Den 26-årige mand var dog ikke helt oppe i toppen, da han kastede sig ud.

    – Han har forceret hegnet, klatret op i masten og på et plateau springer han. Han var omkring 100 meter oppe og kommer sikkert ned, siger vagtchefen.

    Der var flere personer, som så den 26-årige mand oppe i masten og som alarmerede politiet.

    – De synes, at det ser lidt mystisk ud, og så fik vi ham indfanget, da han lander vel at mærke, siger vagtchefen.

    Masten blev bygget, da tv-nettet skulle udvides i forbindelse med oprettelsen af TV2 sidst i 1980’erne.

    /ritzau/