S-ordfører: Flygtninge kan sendes retur uden syrisk fred


    Der behøver ikke nødvendigvis være fred i Syrien, før syriske flygtninge i Danmark kan blive sendt tilbage til deres hjemland.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Sådan lyder udmeldingen fra Socialdemokraternes integrations- og udlændingeordfører, Mette Reissmann, i Berlingske.

    Ifølge avisen er det første gang, at en politiker fra regeringen sætter ord på, hvad der menes med, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus kan sendes tilbage til et område, “selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig”, som det hedder i regeringens asylforslag.

    – Det er ikke sådan, at der skal være fred i hele Syrien. Overhovedet ikke. Det er ikke sådan, lovforslaget er tænkt, siger Mette Reissmann til Berlingske.

    De Radikales leder, Morten Østergaard, bragte i sidste uge sig selv i centrum i asyldebatten, da han sagde til Politiken, at han regnede med, at syriske flygtninge sagtens kunne ende med at blive i Danmark “i årevis”.

    Regeringens lovforslag vil ellers indføre en ny midlertidig opholdstilladelse på et år til krigsflygtninge, der ikke er individuelt forfulgte.

    Socialdemokraterne vil ikke spå om, hvornår situationen stabiliserer sig i Syrien. Men Mette Reissmann siger, at der som minimum skal være fred i en eller flere af Syriens store byer, før man kan sende flygtninge tilbage.

    – Man kan godt forestille sig, at hvis man har været bosat i en by, og den er hærget af krigshandlinger, men får konstateret, at der i andre dele af landet og måske i en tilsvarende stor by er fred, så skal det da overvejes, siger hun til Berlingske.

    Mette Reissmann understreger, at det i sidste ende er Flygtningenævnet, der afgør, hvornår folk kan sendes tilbage.

    Millioner af syrere er drevet på flugt på grund af borgerkrigen, og hundredtusinder har mistet livet i konflikten.

    /ritzau/