Arkivfoto
Australien er blevet ramt af den anden tragedie på kun fem dage.
Politiet i delstaten Queensland bekræfter fredag eftermiddag lokal tid, at otte børn er blevet fundet dræbt i et hus i en forstad til byen Cairns i det nordøstlige Australien.
Drabsofrene er børn i alderen 18 måneder til 15 år. Politiet har ikke ønsket at bekræfte yderligere detaljer fra sagen, men er massivt tilstede i kvarteret, hvor drabene er sket.
– Jeg kan berolige folk i området med, at de ikke skal være bekymrede for, om der kan ske mere. Men selvfølgelig er det en tragisk, tragisk hændelse, siger kriminalinspektør Bruno Asnicar fra politiet i Cairns på et pressemøde.
Foruden de dræbte er en 34-årig kvinde blevet bragt til hospitalet med sår efter knivstik. Hendes tilstand beskrives som stabil, og ifølge politiet hjælper hun politiet med at klarlægge forløbet.
Hun er mor til de otte børn.
En 20-årig mand, der ifølge avisen Cairns Post er storebror til de dræbte børn, fandt sine mindre søskende dræbt, da han ville aflægge et julebesøg i huset, der ligger i forstaden Manoora.
Det er uvist, hvornår drabene er begået, men den 20-årige mand slog alarm kort før middagstid. Han modtager nu krisehjælp.
Det er ikke oplyst, hvorvidt politiet eftersøger en gerningsmand til drabene, eller om en mulig gerningsmand har taget sit eget liv.
De første meldinger i australske medier gik på, at to voksne personer også har fået behandling for skader, men politiet har ikke ønsket at fortælle om en mulig gerningsmand.
Mandag blev Australien ramt af en anden tragedie, da en gidseltagning i Sydney endte med, at to gidsler blev dræbt.
/ritzau/