Kevin Magnussen kigger på fire løbsserier for 2015


    I sidste uge blev Kevin Magnussen vraget som Formel 1-kører hos McLaren, hvor den 22-årige dansker dog fortsat er tilknyttet som reserve.

    Men Magnussen vil i 2015 gerne køre race, og han kigger umiddelbart på fire løbsserier.

    – Der er forskellige muligheder rundt omkring. Der er DTM, Super GT i Japan, Indycar og selvfølgelig er GP2 en mulighed, men det skal vi overveje og så tage en beslutning derefter, siger Magnussen til TV2 Sporten.

    DTM er det tyske standardvognsmesterskab, Super GT er også et standardvognsmesterskab, Indycar er en amerikansk pendant til Formel 1, mens GP2 er en rugekasse til Formel 1.

    I 2013 vandt Magnussen Formel Renault 3.5-serien, som er en anden rugekasse til Formel 1.

    Det sikrede ham blandt andet en plads i motorsportens kongeklasse i år, hvor han fik en drømmestart med andenpladsen i det australske grandprix.

    Resten af sæson gik ikke så godt, og Magnussen endte på en samlet 11.-plads i VM-tabellen.

    Mens Magnussen mistede sit McLaren-sæde, fik Jenson Button lov til at beholde sit. Button er i 2015 teamkammerat med spanske Fernando Alonso, der er kommet fra Ferrari.

    /ritzau/