København lurer på OL-bud fra Hamburg


    Hvis den tyske storby Hamburg bringer sig i spil som vært for OL i 2024, så kan en del af legene komme til at foregå i København.

    Overborgmester Frank Jensen (S) har ifølge Politiken tilbudt sin kollega fra Hamburg, Olaf Scholz (SPD), at lade København stå for et mindre antal sportsgrene under et eventuelt OL i den nordtyske by.

    Frank Jensen oplyser til avisen, at Tysklands olympiske komité sandsynligvis vil byde på OL-værtskabet den 21. marts næste år. Berlin og Hamburg er på tale til det tyske OL-bud.

    – Det giver et perspektiv i forhold til København, hvis Hamburg ender med at være den tyske by, der søger om OL-værtskabet i 2024, siger Frank Jensen til Politiken lørdag.

    Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), oplyser, at han allerede i foråret fik en uformel henvendelse fra tyske kolleger i Hamburg.

    Ebbesen er helt med på idéen om, at København kan arrangere et mindre antal sportsgrene.

    – Vi har haft VM i cykelløb, vi har haft halvmaraton. Vi vil også kunne klare svømning eksempelvis.

    – Håndbold er helt oplagt, og sejlsport er den sportsgren, Hamburg vil skulle finde en alternativ placering til, siger Ebbesen til Politiken.

    Den internationale olympiske komité, IOC, ændrede mandag på reglerne, så det efter OL i Tokyo i 2020 er muligt for flere lande at dele OL-værtskabet imellem sig.

    /ritzau/