Thulesen: DF siger nej til nyt retsforbehold


    Dansk Folkeparti stemmer med piber og trommer imod at ændre den danske retsforbehold til et tilvalg, hvor Danmark frit kan vælge at deltage i EU’s retsområder ligesom Storbritannien og Irland.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter aftalen om retsforbeholdet mellem SR-regeringen, SF, Venstre og De Konservative.

    – Vi vil meget klart anbefale danskerne, at vi fastholder forbeholdet. Så befolkningen sætter rammer for, hvad vi er med i på retsområdet. Så man ikke overlader det til de politiske flertal, der til enhver tid måtte være på Christiansborg, siger Kristian Thulesen Dahl.

    Han afviser, at Danmark må ændre forbeholdet, fordi retsområdet om et år går fra at være aftalt mellem de 28 EU-lande til et fælles EU-område.

    Ellers tvinges Danmark ud af det fælles politisamarbejde i Europol, mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

    DF’s formand køber ikke hendes bekymring om, at Danmark kan ende udenfor Europols samarbejde mod pædofile og andre forbrydere, der handler over grænserne.

    – Partierne bag aftalen har haft én interesse: At bruge Europol som brækjern for at få retsforbeholdet lavet om. Det kan man se på, at de slet ikke har forsøgt at lave en parallelaftale med de andre lande, så vi stadig er med i Europol, siger Kristian Thulesen Dahl.

    Han tror ikke på, at Danmark selv kan bestemme sin stramme udlændingepolitik med et tilvalg på retsområdet.

    – I 2008 sad vi efter den såkaldte Metock-dom (fra EU-Domstolen) og baksede med vore regler for familiesammenføring. Som EU-Domstolen agerer, er det meget svært at påstå, at de fem partier kan holde udlændingepolitik på hjemmebanen, siger DF’s formand.

    – Kan befolkningen have tillid til, at partierne ikke skifter holdning og tilslutter os retsakter om indvandring?

    /ritzau/