Palæstinensisk minister død i sammenstød på Vestbredden


    En palæstinensisk minister er død onsdag efter sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker i Turmusiya på Vestbredden.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det bekræfter den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der fordømmer episoden som et “barbarisk drab”.

    Ziad Abu Ein, som var minister for håndteringen af ulovlige israelske bosættelser, døde i en ambulance på vej til et hospital i Ramallah.

    Direktøren på hospitalet i Ramallah fortæller, at Ziad Abu Ein døde, efter at han var “blevet slået i brystet”, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Ifølge en fotograf på stedet fyrede israelske soldater tåregas ind i gruppen på omtrent 300 palæstinensere, som var i færd med at plante oliventræer.

    En palæstinensisk sikkerhedskilde siger til det franske nyhedsbureau, at ministeren blev banket med geværskæfter og hjelme under protestdemonstrationen.

    Ziad Abu Ein faldt til jorden efter episoden, og kort efter fik han behandling af en israelsk læge, inden han blev hentet af en ambulance.

    Mahmoud Abbas fordømmer “det brutale angreb,” som endte med, at Abu Ein “blev til martyr”.

    – Vi vil træffe de nødvendige beslutninger, når episoden er efterforsket til bunds, siger Abbas.

    Præsidenten erklærer samtidig tre dages sorg for det palæstinensiske folk.

    /ritzau/Reuters