Real-træner om rekord: Aldrig troet på 19 sejre i rap


    De forsvarende Champions League-mestre fra Real Madrid satte tirsdag en ny spansk rekord med den 19. sejr i træk.

    Den kom i hus, da Carlo Ancelottis spillere slog bulgarske Ludogorets med 4-0 på Bernabeu.

    – Jeg har en ekstraordinær gruppe af spillere, og det bliver jeg aldrig træt af at gentage, siger Ancelotti.

    Det seneste Real Madrid-kamp, der ikke kastede en sejr af sig, var i september, hvor det stjernebesatte mandskab tabte med 1-2 på hjemmebane til lokalrivalerne fra Atlético Madrid.

    – Jeg havde aldrig troet, at vi ville vinde 19 kampe i træk efter nederlaget til Atletico.

    – Jeg vidste, at vi ville få rettet op på tingene, men slet ikke på den måde, siger den italienske træner.

    Med sejren overgik Real Madrid en rekord fra 2005/06-sæsonen, hvor FC Barcelona fra oktober til januar vandt 18 kampe i træk.

    Real Madrid gik med sejren over Ludogorets videre fra gruppe B til 1/8-finalerne i Champions League med maksimale 18 point med FC Basel på andenpladsen. Schweizerne endte på syv point.

    Liverpool ryger over i Europa League, mens Ludogorets er færdige i Europa.

    /ritzau/