Selskabet Uber må pakke sammen i Spanien.
Uber, der forbinder almindelige mennesker med kørselsbehov med hinanden, er blevet forbudt i flere lande, og nu har en dommer også trådt på bremsen i Spanien.
Chauffører kan blive hyret til en køretur via en Uber-app, men det er ikke godt nok i Spanien.
– Der mangler administrativ autorisation til at udføre dette job, og de aktiviteter, der udføres, er en uretfærdig konkurrence, hedder det i en dom.
Det var spanske taxichauffører, der havde anlagt sagen.
Uber kom i november også til København, hvor Trafikstyrelsen imidlertid har meldt selskabet til politiet for ulovlig taxikørsel.
Også i Norge forsøger Uber sig, men her har Oslo Kommune meldt selskabet til politiet. I byerne Barcelona, Bruxelles og Berlin er tjenesten forbudt.
Andre steder i verden er amerikanske Uber også i modvind. Det gælder blandt andet i Thailand, hvor myndighederne har forbudt den amerikanske tjeneste.
Det samme er sket i Indien. Her er forbuddet kommet, efter at en kvinde rapporterede en voldtægt i New Delhi.
Gerningsmanden var en mand, hun havde hyret via Uber.
/ritzau/AFP