Mindst 70 migranter fra Etiopien er druknet i forbindelse med en kæntring på Det Røde Hav.
Båden blev brugt af menneskesmuglere til at fragte illegale migranter til Yemen, siger sikkerhedsmyndigheder i den vestlige del af landet.
Menneskesmuglere bruger ofte skrøbelige fartøjer til at smugle afrikanske migranter til Yemen, der ses som en indgang til rigere dele af Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien og Oman.
Sikkerhedsmyndigheder i Taiz-provinsen siger, at den lille båd sank lørdag på grund af stærk vind og høje bølger nær havnebyen al-Makha.
Myndighederne siger videre, at samtlige passagerer om bord kom fra Etiopien.
Titusindvis af migranter fra Afrika og Mellemøsten forsøger hvert år at sikre sig en bedre fremtid ved at begive sig ud på farefulde rejser til vands. Mange af dem dør på rejsen.
I marts druknede mindst 42 illegale afrikanske migranter nær Yemens sydlige kyst.
/ritzau/Reuters