USA frigiver seks Guantanamo-fanger


    Fire syrere, en tuneser og en palæstinenser er blevet fløjet til Sydamerika i et amerikansk militærfly, oplyser USA’s forsvarsministerium. Arkivfoto


    USA overlader seks mænd, som har siddet indespærret i Guantanamo-fængslet i over 10 år, til Uruguay, som vil give dem et nyt hjem i Sydamerika.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Fire syrere, en tuneser og en palæstinenser er blevet fløjet til Sydamerika i et amerikansk militærfly, oplyser USA’s forsvarsministerium.

    – Gruppen på seks mænd er den største, som har forladt fangelejren i den amerikanske flådebase i Cuba siden 2009.

    Præsident José Mujica, som selv har siddet fængslet under frygtelige forhold i 10 år, vil give fangerne opholdstilladelse i Uruguay på et humanitært grundlag.

    Præsident Barack Obama lovede at lukke fangelejren, da han kom til magten for seks år siden, men det er ikke sket – blandt andet på grund af modstand i Kongressen. Men det har samtidig været et stort problem at finde ud af, hvor fangerne skulle frigives.

    Over halvdelen af de fanger, der sad i fangecentret på Guantanamo-basen, er i princippet blevet erklæret klar til løsladelse, men USA har ingen steder at sende dem hen, da deres hjemlande er ustabile og usikre for dem, oplyste BBC i denne uge.

    Pentagon siger, at der stadig sidder 136 fanger i fængslet.

    Fangerne har ikke fået prøvet deres sager ved en domstol, og USA er blevet stærkt kritiseret i det internationale samfund for behandlingen af fangerne i Guantanamolejren.

    I sidste måned citerede avisen Wall Street Journal kilder i Det Hvide Hus for at sige, at Obama vil have lukket fængslet, inden hans embedsperiode udløber i 2016.

    /ritzau/Reuters