Schweizisk fotograf-gidsel kæmpede sig løs med machete


    Under kaotiske kampe mellem regeringssoldater og oprørere så naturfotografen Lorenzo Vinciguerra sit snit til at gribe en machete og hugge en oprører ned og flygte. Det var efter tre års fangenskab hos den militante islamistiske partisanbevægelse Abu Sayyaf i Filippinerne.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    En talsmand for militæret, Alan Arrojado, siger, at det var under skudvekslinger mellem oprørere og soldater, at den 49-årige schweizer greb chancen og skar halsen på sin fangevogter over med en machete og flygtede.

    Han råbte først til sin kollega og medfange, hollænderen Elwold Horn, at det var nu de skulle løbe, men Horn var for svækket af sygdom til at flygte.

    – Men Vinciguerra løb, mens oprørere skød efter ham, siger Alan Arrojado.

    Under flugten blev han snittet af en machete, men han nåede frem til militæret med kun få kvæstelser.

    Fotograferne blev bortført, da de ville fotografere fugle i provinsen Tawi-Tawi i februar 2012.

    Ifølge militæret blev fem islamister dræbt i forbindelse med kampene.

    Abu Sayyaf er berygtet for adskillige gidseltagninger og har tidligere krævet millioner af euro for at løslade to tyske gidsler, som blev befriet i oktober.

    Islamisterne er solidariske med Islamisk Stat (IS) og har truet med at halshugge nogle af deres gidsler, sådan som IS også har gjort med flere gidsler i Syrien.

    Abu Sayyaf holder fortsat flere udenlandske statsborgere som gidsler, heriblandt Elwold Horn. Gruppen Abu Sayyaf betegnes af USA som en terrororganisation, der har opsamlet militante, som oprindelig havde tilknytning til al-Qaeda i 1990’erne.

    Gruppen halshuggede i 2001 en amerikansk mand, men har siden mistet støtte og vurderes kun at have få hundrede tilhængere i fjerne egne af Filippinerne.

    /ritzau/Reuters