Folkekær komponist fylder 90 år


    – Fortiden er ikke spændende, for den har jo været der. Det er fremtiden, der er noget ved.

    Selvom Bent Fabricius-Bjerre søndag 7. december fylder 90 år, så er den folkekære komponist, der blandt andet står bag melodierne til Matador og Olsen-Banden, ikke én, der dvæler ved de år, der er gået.

    Tværtimod. Det står lysende klart, da han en kold formiddag i december byder indenfor på Nyhavns muntre side i beværtningen Ved Kajen, som han er medejer af.

    For selvom årsagen til interviewet er den forestående fødselsdag, så har han med egne ord ikke skænket det runde tal mange tanker.

    – Jeg går egentlig ikke og tænker så meget over det. Jeg ved, at der er mange, der har det sådan, at når de er 20 år, er de bange for at blive 30, og når de så er 30, så er de bange for at blive 40. Men sådan har jeg det ikke. Tiden er jo gået godt, og det skal man være glad for, siger Bent Fabricius-Bjerre.

    – Nogle går i evig frygt. Jeg går i evig glæde, siger han og tilføjer:

    – Jeg tror, det ligger til ens natur at være positiv. Meget ligger genetisk, også det her med at blive gammel. Min mor blev 104 år, så vi bliver gamle i familien. Men alderen er ikke noget, jeg tænker på.

    – Jeg ser ikke tilbage, jeg ser altid fremad. Det er et spørgsmål om viljestyrke. Det er jo let nok at sætte sig og falde tilbage i en stol. Lettere end at tage initiativ til, hvad man skal lave den næste dag, siger komponisten, der privat er i sit tredje ægteskab og kan kalde sig far til fire og bonusfar til fem.

    At han musikalsk er en driftig herre, vidner Bent Fabricius-Bjerres cv om. Rækken af film, revyer, musicals og tv-serier, han har sat toner til, er endeløs, og de fleste danskere kan nynne med på både Olsen-Banden og Matadors kendingsmelodier.

    Sit største hit fik Bent Fabricius-Bjerre dog med det instrumentale nummer “Alley Cat”, der oprindeligt hed “Omkring et flygel”, fordi det var skrevet til tv-serien af samme navn. Nummeret gav i 1962 den danske komponist en Grammy.

    Men at tale om sin succes er ikke noget, der falder ham nemt.

    – Jeg synes ikke selv, jeg har udført nogen stor bedrift. Jeg har skrevet nogle melodier, men det er jo ikke nogen bedrift. Jeg har lavet noget, der holder godt, og det er jeg glad for. Jeg går jo ikke og siger, “Det er mig, der har lavet det”. Men jeg er da glad for, at det stadig bliver spillet, fortæller han og tilføjer lidt eftertænksomt:

    – Jeg føler da, at jeg har sat nogle aftryk i hvert fald. Og det har man det da meget rart med. At man ikke bare forsvinder op i den blå luft, men lever lidt videre, ikke? Det er en rar tanke, siger Bent Fabricius-Bjerre.

    Når fødselaren bliver fejret den 7. december, sker det omgivet af familie, venner og samarbejdspartnere i Tivoli i centrum af København.

    Men ve den, der dukker op med en gave.

    – Gaver frabedes, står der på indbydelsen, fortæller Bent Fabricius-Bjerre og tilføjer:

    – Materielt har jeg jo det, jeg har brug for, siger han.

    Alligevel er der ét ønske, han håber at få opfyldt.

    – Jeg ønsker mig at få mange gode år fremover. Jeg har jo været så heldig, at jeg ikke har været alvorligt syg. Det er jo også en gave at have et godt helbred. Hvis I kan skaffe mig det, så er jeg glad, siger han og smiler.

    /ritzau/