Det amerikanske hyrevognskoncept Uber er omstridt, men tilsyneladende en god forretning.
Virksomheden bag den populære taxi-app er nu 40 milliarder dollar værd, oplyser en talsmand for selskabet torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP. Det svarer til 241 milliarder kroner.
Værdien af selskabet er således fordoblet på blot seks måneder, og Uber har netop fået investorer til at skyde 1,2 milliarder dollar i projektet.
Ubers direktør og grundlægger Travis Kalanick siger, at investorernes penge skal gå til en udvidelse af forretningen i særligt Asien og Stillehavsregionen.
– For blot et år siden var Uber i 60 byer fordelt på 21 lande. I dag er vi i over 250 byer i 50 lande, skriver Kalanick på en blog ifølge AFP.
– Vi er seks gange større i dag, end vi var for 12 måneder siden. Og vi er vokset hurtigere i år end sidste år. Fremskridtene er bemærkelsesværdige, men det er i de kommende år, at Uber for alvor vil gå frem, og vores tilstedeværelse i byerne blive endnu mere synlig, skriver han videre.
Det ekspanderende koncept blev grundlagt i 2009 og tilbyder kørsel via en app til mobiltelefoner. Private bilejere tilbyder at samle personer op på gaden og køre vedkommende til en i forvejen aftalt destination. Derudover tilbyder Uber også kunder at blive hentet i luksusbiler uden taxiskilt på taget til en omkring 20 procent højere pris.
App’en har dog flere steder ført til konflikter med de eksisterende taxiselskaber.
De seneste måneder er Uber også stødt på juridisk modstand i en række lande, hvor selskabet har forsøgt at etablere sig. Blandt andet har Trafikstyrelsen i Danmark meldt taxi-konceptet til politiet, efter at Uber blev introduceret herhjemme midt i november.
I Singapore må det amerikanske hyrevognssystem ifølge en lov kun benytte taxaer og chauffører med licens, og information om takst og andre tillæg skal være tydelig for kunden.
I byer som Barcelona, Bruxelles og Berlin er tjenesten forbudt.
/ritzau/