Mindst 36 meldes henrettet ved stenbrud i Kenya


    Mindst 36 personer er blevet dræbt efter et angreb på et stenbrud i det nordlige Kenya, skriver flere internationale medier.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Angrebet er blevet bekræftet af den lokale guvernør, mens også Røde Kors og politiet bekræfter episoden.

    Al-Jazeera oplyser på baggrund af kilder i området, at bevæbnede folk åbnede ild ved stenbruddet tidligt tirsdag morgen.

    De dræbte er fortrinsvis minearbejdere, der arbejdede på stedet. Gerningsmændene skulle angiveligt have skilt muslimer fra ikke-muslimer, inden de henrettede de 36 personer, skriver al-Jazeera.

    Dermed minder fremgangsmåden om, da 28 personer i november blev dræbt, da militante al-Shabaab-folk kaprede en bus. Ingen af de dræbte var muslimer.

    Ingen har dog endnu taget ansvaret for tirsdagens angreb.

    – Det er trist, at vi har endnu 36 personer, der er blevet angrebet og dræbt på samme måde, som det skete i en bus for nylig. Det skete ved et stenbrud omkring 15 kilometer væk fra Mandera by, siger den lokale guvernør Ali Roba til nyhedsbureauet Reuters.

    Et vidne fortæller til Reuters, at vedkommende har kunnet tælle sig til 36 lig ved stenbruddet. Alle ofrene var blevet skudt i hovedet med undtagelse af fire, der var blevet halshugget, fortæller vidnet.

    Angiveligt blev minearbejderne angrebet, mens de lå og sov i deres telte.

    – Vores hold er på stedet og vurderer omfanget af angrebet, oplyser Røde Kors i Kenya ifølge nyhedsbureauet AFP.

    En talsmand fra det lokale politi ønsker ifølge nyhedsbureauet endnu ikke at oplyse et dødstal.

    Kenya har været udsat for en række angreb fra al-Shabaab-bevægelsen de seneste år.

    Det mest kendte angreb skete i september 2013, da militante fra al-Shabaab angreb storcentret Westgate i Nairobi, og 67 mennesker blev dræbt.

    /ritzau/