476.000 borgere i Danmark er blevet fritaget for at modtage post fra det offentlige digitalt.
Læs her, hvad digital post er:
* 1. november 2014 trådte loven om digital post i kraft. Det betyder, at alle borgere over 15 år, som kan, skal modtage post fra det offentlige digitalt.
* Digital Post fra det offentlige kan læses på borger.dk eller e-Boks.
* Man kan bede om at få besked på både sms og e-mail, når man har modtaget ny digital post fra det offentlige.
* Det langsigtede mål er, at 80 procent af den skriftlige kommunikation mellem det offentlige og borgerne skal foregå digitalt i slutningen af 2015.
* Fysisk og psykisk svækkede personer kan søge om fritagelse. Det samme kan borgere, som ikke har adgang til en computer i hjemmet. I alt skønnes det, at 20 procent af befolkningen fortsætter med papirbreve.
* Overgangen til digital post ventes at give en samlet besparelse for de offentlige myndigheder på 547 millioner kroner i 2015.
* Offentlige forvaltninger har skullet tilbyde at sende breve via digital post siden 2010. Forvaltningerne har dog selv haft brug for en tilvænningsperiode til det nye brevsystem.
En undersøgelse fra Aalborg Universitet i sommeren 2013 viste, at ingen af ministerierne svarede på en borgerhenvendelse, der var sendt gennem digital post. 53 procent af kommunerne svarede på henvendelsen, mens alle fem regioner svarede.
Kilde: Digitaliseringsstyrelsen og Aalborg Universitet
/ritzau/