Kvindelige selvmordsbombere dræber mindst 45


    Mindst 45 mennesker meldes dræbt, efter at to kvindelige selvmordsbombere tirsdag kort efter hinanden har gennemført to angreb i byen Maiduguri i den nordøstlige del af Nigeria, oplyser en højtstående sikkerhedskilde til nyhedsbureauet AFP.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Vi står med et selvmordsangreb, som er udført af to kvinder. Den første bombekvinde stod ved en rickshaw, som var læsset med gods, siger kilden, der ønsker at være anonym, fra Maiduguri.

    – Hun sprængtes, så folk troede, at bomben var skjult i trækvognen. Omkring 10 minutter senere detonerede en kvinde, der så ud til at være omkring 19 år, og som bar på noget, der lignede et spædbarn, en bombe på ryggen, forklarer kilden.

    Efter den første eksplosion strømmede folk til gerningsstedet. I samme øjeblik udløste den anden kvinde sin sprængladning.

    – Mange nysgerrige tilskuere blev ramt af den anden eksplosion, siger sikkerhedsmedarbejder Abati Tijjani til nyhedsbureauet dpa.

    Maiduguri regnes for at være den islamistiske terrorgruppe Boko Harams højborg.

    Gruppen har tidligere gennemført en række attentater i byen. Den jihadistiske milits ønsker at udråbe den nordlige del af det mest befolkningsrige land i Afrika til et kalifat.

    Boko Haram har udført blodige terrorhandlinger med tusindvis af dræbte gennem de seneste fem år.

    /ritzau/AFP