Her bliver aftalen lukket mellem HK og Roskilde Festival. Billede fra HK Facebook
Fagforeningen HK har tegnet overenskomst med Roskilde Kulturservice, der står bag Nordeuropas største musikfestival, Roskilde Festival.
Det drejer sig om 16 kontoransatte, der fremover arbejder under overenskomst.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtPå forhånd havde kontorarbejderne samme rettigheder som resten af arbejdsmarkedet, hvad angår pension og barselsorlov, men den nytegnede overenskomst omhandler overarbejde, der hidtil ikke har været faste rammer omkring.
– Nu kommer de ansatte til at få betaling for deres overarbejde under festivalen, hvilket der kan forekomme rigtig meget af i den periode, siger Peter Rytter, der er faglig konsulent i HK/Privat på Sjælland, til Ritzau.
Forhandlingerne har været konstruktive, men det har taget lidt tid på grund af de særlige forhold ved Roskilde Festival samt afklaring af, hvordan de mange overarbejdstimer skulle honoreres for de ansatte, fortæller Peter Rytter.
De fuldstidskontoransatte har indtil nu arbejdet uden nogen overenskomst.
– Vi har tidligere forsøgt at få forhandlet en overenskomst på plads med Roskilde Kulturservice, siger Peter Rytter og vil ikke komme nærmere ind på, hvor mange år HK har forsøgt at få en aftale i hus.
Den nye overenskomst har dog ingen effekt på de godt 32.000 frivillige, der hvert år hjælper til under festivalen i juni og juli.
Roskilde Festival har eksisteret siden 1971 og er i dag en af Europas største.
/ritzau/