Når ministre og organisationer fra en stribe lande mødes onsdag og torsdag i København til en FN-konference for at diskutere løsninger på Somalias mange problemer, er det nødvendigt, at det internationale samfund taler med store bogstaver, mener en Afrika-ekspert.
Den politiske ledelse, centralregeringen i Mogadishu, skal forstå, at den må lægge interne magtkampe bag sig og gribe det momentum, der er opstået, efter at den militante gruppe al-Shabaab er trængt tilbage.
– Det er alvor, og jeg tror, at man skal tale med ret store bogstaver til dem. Der skal sendes klare budskaber om, at der også er grænser for, hvor meget vi vil blive ved med at investere, hvis ikke de spiller med, siger professor emeritus Holger Bernt Hansen fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
– Det skal man på konferencen slå fast med syvtommersøm. Det er nødvendigt, at man kommer ud over de julelege om, hvem der skal have indflydelse. Og så kræver det, at man bliver færdig med den forfatning, som Danmark også støtter.
Den seneste tid har været præget af intern uro i regeringen og et yderst anstrengt forhold mellem premierministeren og præsidenten.
Mandag opfordrede premierminister Abdiweli Sheikh Ahmed 14 utilfredse ministre i sin regering til at træde tilbage, hvis de var uenige i hans linje.
Flere end 100 parlamentarikere, som støtter præsidenten, har stillet et mistillidsvotum til premierministeren, efter at Abdiweli Sheikh Ahmed i oktober foretog en regeringsrokade og afsatte en tæt allieret af præsidenten.
Danmark har på den seneste finanslov afsat 450 millioner til Somalia for perioden 2015-2017, og regeringen vil i den kommende støtteperiode i højere grad fokusere på at støtte centralregeringen og dens initiativer.
En sådan omstrukturering forudsætter, at regeringen og parlamentet i Mogadishu kan holde sammen. Og det kan blive det svage punkt, specielt når man netop har set et mistillidsvotum til premierministeren, mener den danske professor.
– Det kræver, at man i højere grad begynder at vise noget stabilitet og påtager sig et større ansvar hos centralregeringen i Mogadishu og ikke bare leger hokuspokus om de politiske poster. Sagligt og konstruktivt skal man i gang med at samle og bygge det land op igen, siger Holger Bernt Hansen.
Omkring 30 ministre deltager i Somalia-mødet, blandt dem repræsentanter fra Somalias nabolande.
/ritzau/