Øksemænd dræber bedende ved synagoge


    To mænd bevæbnet med økser og knive har tidligt tirsdag morgen dræbt mindst fire personer i et angreb i en synagoge i Jerusalem, inden de selv blev dræbt af skud fra politiet.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Mindst 10 andre bedende personer, som befandt sig i synagogen, skal være kommet til skade. Fem af disse er alvorligt såret, skriver Reuters.

    Gerningsmændene, som myndighederne mener var palæstinensere, anvendte muligvis også skydevåben under angrebet mod synagogen, der ligger i den sydvestlige del af byen. Politiet frygter ifølge CNN, at en tredje gerningsmand muligvis er på fri fod.

    – Vi anser dette her for at være et terrorangreb, siger polititalsmand Micky Rosenfeld.

    Der har den seneste måned været en række voldelige hændelser i Israel og de palæstinensiske områder. Fem israelere og en udenlandsk turist er blevet dræbt af palæstinensere i angreb med biler og knive. Omkring 12 palæstinensere, heriblandt de personer, som mistænkes for at stå bag drabene, har også mistet livet.

    Tirsdagens angreb er det værste i mange år ifølge israelske medier.

    /ritzau/Reuters