To mænd er tirsdag morgen blevet dræbt af israelsk politi efter et angreb på en synagoge i Jerusalem. Tre andre personer har mistet livet under angrebet. Det oplyser israelske medier ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Gerningsmændene, som myndighederne mener var palæstinensere, var bevæbnet med økser og knive under angrebet. De blev begge skudt og dræbt af politiet.
Mindst 10 andre, som befandt sig i synagogen, skal være kommet til skade.
/ritzau/dpa