Knæskadet profil forlader landsholdslejren


    Landsholdsspilleren Lasse Schöne har forladt den danske landsholdslejr med knæproblemer.

    Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) søndag på Twitter.

    – Lasse Schöne er rejst hjem til Holland, da han ikke kan nå at blive klar til Rumænien-kampen på grund af den irritation i knæet, han døjer med, skriver DBU på Twitter.

    Samme knæproblemer holdt også Ajax-spilleren ude af EM-kvalifikationsopgøret mod Serbien i fredags.

    Lasse Schöne er den femte landsholdsspiller, der forlader truppen forud for venskabskampen mod Rumænien.

    Tidligere har både Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Kahlenberg, Michael Krohn-Dehli og Morten “Duncan” Rasmussen forladt landsholdslejren.

    Som erstatning har landstræner Morten Olsen indkaldt Ajax-spilleren Lucas Andersen fra U21-landsholdet og Anders “AC” Christiansen fra FC Nordsjælland.

    /ritzau/